1880'erne - Nyrenæssance
I den anden halvdel af 1800-tallet, inspireres arkitekturen og tingene af en række historiske stilarter. Nygotik, nyrenæssance og nyrokoko er eksempler på stilidealer, der går under betegnelsen nye stilarter. Den dominerende stil, blandt de nye stilarter, er den nye renæssance.
Stilen er stærkt inspireret af antikkens klassiske formsprog, som betragtes som en slags grundstil. Kendskabet til det nye ideal spredes gennem internationale magasiner, og i Sverige kigger arkitekterne mod Europas storbyer.
I Sverige er der højkonjunktur, og industrien begynder at blomstre. For byerne, medfører perioden en stærk udvikling. Nye virksomheder og industrier etablerer sig, og landbefolkningen bliver i stor grad byboere. Det medfører en ekstremt usund koncentration. Boligbyggeriet tager fart, og der er byggeboom i Stockholm. Sammenhængen mellem byggeboomet og det herskende stilideal gør, at nyrenæssancen bliver den dominerende stil blandt byens murstensbygninger. For dem, der har råd, er der en vej ud af byens usunde boliger. Nye forbindelser, som for eksempel tog og skibe, bidrager til, at populære områder omkring vores kyster og skærgårde bygges op med grossistvillaer, der skaber sommerglæder for succesrige familier. Alt i alt, betyder det, at arkitekturens stilidealer finder forskellige parallelle udtryk i løbet af årtiet, afhængigt af beliggenhed og behov, og det, der blev kendt som Schweitzer-stilen, afspejles i sommerens fornøjelser.
Takket være den industrielle udvikling, bliver de fleste bygninger i 1880'erne opført ved hjælp af præfabrikerede byggekomponenter. Altaner, trapper og rækværk fabriksfremstilles, ligesom snedkerarbejde og døre. I mønsterbøger og produktkataloger, samt såkaldte prislister, vælger arkitekter og bygherrer frit, efter smag og behag.
Facadernes stiludtryk
I stenbyen, opføres nyrenæssancens facader med symmetrisk placerede vinduer og indgangspartier. Formelementer, baseret på oldtidens og renæssancens idealer, placeres på facaderne med pilastre, søjler, gesimser, segmentbuer og frontoner, med mindre detaljer som akantusblade, mascaroner og volutter. Udsmykningsgraden markerer husets status og hver etage har sin helt egen karakter. Facadens stueetage forsøger at efterligne udskårne naturstensblokke, hvorefter de mere luksuriøse lejligheder, med flot facadeudsmykning, kommer til. Endelig ses den øverste etage, med enklere indretning samt lavere etagehøjde og vinduer. Gårdens facader udsmykkes slet ikke. Vinduerne (link) har store åbninger, der forsænkes let i murværket. De designes normalt med kryds i midten, samt tværstolpe og fire udadvendte buer. Facaderne pudsets op i rolige lyse, ret svage farver, fx gulbeige, gulhvid eller gråhvid, mens soklen males i en stengrå farve. Vinduernes træværk males med linoliemaling, i mørke, nøddebrune eller mørkegrågrønne farver. Taget laves af sorte eller røde bølgeplader i metal.
Indgangen til husene markeres tydeligt med en dekorativ indfatning, selv når resten af huset har en mere beskeden indretning. Portene har kraftige, flotte dobbeltdøre i træ, med tykt og slebet glas. Trappeopgangene spiller en vigtig rolle og byder den besøgende velkommen med fx imiterende marmorvægge, paneler, dekorationer og farvet glas. Materialerne tilpasses husets status.
Den tidssvarende villa opføres med paneler, som ses i både lodret og vandret form, og overdådigt løvsavet snedkerarbejde. Facaderne er dekoreret med glasverandaer, der, ligesom dobbeltdørene og vinduerne, ofte er forsynet med farvet og mønstret glas.
Smuk facade ved krydset mellem Junfrugatan og Karlavägen i Stockholm, bygget i 1885.
1880'ernes bolig
Etageejendommene opføres ofte med forskellige lejlighedsstørrelser, i den samme bygning. I byernes gadehuse placeres de større lejligheder med flere stuer foran, mens husene i gården fyldes med mindre lejligheder, som indrettes til større arbejderfamilier. For at strække budgettet I arbejderfamiliers allerede trange lejligheder, har de ofte lejere boende, for at strække husholdningsbudgettet. Udover overbelægningen, er klasseforskellene også markante, når det gælder lejlighedernes standard. Lejlighederne forsynes primært med vand, der kommer fra en pumpe i gården eller koldt vand fra køkkenhanen. I køkkenet, bliver der lavet mad på et jernkomfur Råvarerne opbevares i et spisekammer, og det, der skal afkøles, lægges i et isskab. Toiletterne består normalt af tørre toiletter eller 'das' i gårdene eller på villagrunden, hvis du er villaejer. I en luksuriøs etageejendom, placeres dasset typisk ved siden af opgangen. Man bader i en balje og vasketøjet vaskes i en gryde, på jernkomfuret. Opvarmningen foregår med kakkel- eller brændeovne og boligerne oplyses med stearinlys eller petroleumslamper.
Spisestue i typisk nyrenæssancestil fra 1884
Boligernes indretning præges stærkt af tidens mode og skulle være mørk, for at følge tidens idealer. I borgerlige boliger, indrettes de fine værelser med visse nye stilarter, og sådan har det været i flere årtier. Spisestuen, som er borgernes vigtigste rum og et populært alrum, indrettes i nyrenæssancestil med mørke farver, som nougatbrun, okker og mørkerød. Væggene forsynes med høje paneler og tapet. Lofterne er rigt dekorerede, med både stuklister og loftrosetter i flere farver.
Gulvet dækkes normalt med brædder. Og rummet er fyldt med møbler i mørke træsorter. Der står et spisebord i midten - med en stor lysekrone ovenover. I nogle tilfælde, ses der også faste skabe og pynt, messinglysestager, fotografier, grønne planter og fløjlstekstiler omkring vinduerne.
Salon 1880'erne. Bemærk det mønstrede tæppe, som dækkets af et endnu et tæppe.
Ved en af væggene, står der ofte et klaver, hvor børnene eller en lejet pianist spiller for gæsterne. Salonen indrettes med en lysere farveskala, smukke grupper, ottomaner og sofaer med buede ben. Gange og herreværelser er mørke og hyggelige, ofte i orientalsk eller nordisk stil, med mørke vægpaneler, mens soveværelser og børneværelser har hvidligt snedkerarbejde og blomstret tapet. Man ser høje dobbeltdøre mellem de finere lokaler, mens dørene til de private, enklere rum er enkeltdøre. I mindre boliger, samles flere funktioner ofte i samme rum. Det er især tydeligt i køkkenet, som ofte både bruges som stue og soveværelse.
1890'erne - Ægte og ædle materialer
1890'erne præges af arkitekters søgen efter og behov for nye stiludtryk. Man mente, at etageejendommene i 1880'erne var af lav teknisk kvalitet og overdekorerede med gipsornamenter, som ikke havde nogen funktion. Følelsen for materialet, altså stenen, som gipsen egentlig efterlignede, var gået tabt. I stedet, søgte man ærlighed og autenticitet i materialerne og arkitekturen. Der dukkede nye æstetiske værdier op, dog med historiske stilarter som gotik, renæssance og barok, bare kombineret på nye måder. Påvirkningerne kom fra franske 1500- og 1600-talsslotte og fra den danske Christian IV-stil.
1890'erne var en ekspansiv periode i svensk erhvervsliv. Højkonjunkturen bidrog til at bygninger til hospitaler, skoler og kulturen ekspanderede. Store dele af byerne voksede, både til bolig- og industriformål. Man opførte erhvervsbygninger samtidig med, at nye kommunikationsmidler bidrog til væksten af de første, permanente boligområder. I små og mellemstore byer, bygger man store villaer, i centrale kvarterer, til den lokale overklasse, og omkring mølle- og industrisamfundet, kommer der sovebyer til arbejderne. Det afgørende for villaarkitekturens fremkomst er tilgængeligheden af billige træprodukter, takket være masseproduktionen.
Stilens udtryk i facaderne
Arkitekturen i 1890'erne var stort set et oprør mod 1880'ernes stil. I stedet for symmetriske facader, udformes de nu asymmetrisk, med forskelligt formede vinduer, der placeres efter rummenes behov. En nyhed, der skaber helt nye betingelser for facadearkitekturen. Der lægges stor vægt på fantasifulde tagsilhuetter, både med tårne og gavlpartier, der rejser sig over udhænget, samt smede- og støbejernsdekorationer på altaner, tagrender og tårnspir. Facaderne udformes med "ægte materialer", som betyder, at mursten og natursten er synlige og konstruktive detaljer, som buer over vinduerne, der fremhæves med natursten. Vinduerne og porten placeres på facaden, uden særlige regler eller normer. Vinduernes øverste dele kan både være lige og buede, på et og samme hus. Træværket males i en mørk tone, som for eksempel brun, rødbrun eller grøn. Tagene består af malede metalplader eller skifer. Trappeopgangene er rigt udsmykkede og inspireres af middelaldermiljøer med populære elementer, som krydshvælvinger, gotiske spidsbuer og fyrgange.
Hjørnet af Storgatan og Torstenssongatan, på Östermalm i Stockholm. 1890'erne.
Selv i villaarkitekturen, ser man arkitekternes ønske om ægte materialer og asymmetri gennem diverse, høje bygningsvolumener, fremtrædende konstruktionsdetaljer og flere forskellige tagudformninger. I Nord- og Mellemsverige, bygges husene typisk med træfacader, med både lodrette og vandrette brædder, mens murstensfacaderne er almindelige i den sydlige del af Sverige. Facaderne følger etageejendommenes arkitektur, med tårne og tinder, og dekoreres med snedkerarbejder på glasverandaer og gavle. Farvede glasruder i vinduer og verandaer er populære. Husene males ofte med en lys linoliefarve, der får en mørkere nuance ved vinduesindfatningerne og derefter en endnu mørkere nuance på selve vinduesrammerne. Gule facader med brune lister, eller en kombination af grøn og grå, er populære.
1890'ernes bolig
I løbet af 1890'erne introducerede man nogle vigtige moderniteter i nybyggede, eksklusive boligbyggerier. I rigtig store lejligheder og villaer, blev der installeret separat tørkloset og gjort plads til badekar. Nu kommer elektriciteten også og kupler med mønsterblæst glas spreder lys på velvalgte steder, mens lamperne tændes med en drejekontakt. Men for langt de fleste, er der stadig das i gården, fælles bad og belysning med petroleumslamper, lavet af messing eller glas. Mod slutningen af årtiet, installerer man elevatorer i de mest luksuriøse ejendomme, hvilket ændrer etagernes hidtidige statusfordeling.
De nybyggede villaer udstyres med køkkener og fine værelser, som i byens bedre boliger. Livet i villaen ser meget forskelligt ud, alt efter hvilken social klasse man tilhører. Når det gælder den arbejdende befolkning, bor mange på et begrænset areal og villaen er delt i flere lejeboliger. Sammenlignet med bylejligheden, er boligmiljøet dog meget bedre, når man fx kigger på haven og dens mulighed for at dyrke noget til husstanden. Villaerne indrettes først og fremmest til et behageligt familieliv, i stedet for repræsentation. Det kommer helt naturligt, fordi ejerne foretrækker at bo uden for byen og frivilligt giver afkald på selskabslivets tilfældige invitationer og besøg.
Ligesom 1880'erne, er boligerne i 1890'erne mørkt indrettede, med fine rum i forudbestemte nye stilarter. Den faste indretning bygges på stedet, men er masseproduceret. I katalogerne, fra de forskellige fabriksproducenter, kan man vælge produkter, som kommer i flere forskellige stilarter og til billige priser. Gulve, træværk, tapet, lofter og døre udformes i hver deres sammenhængende grupper af rum. Værelserne opvarmes af kakkelovne og fyldes med møbler i forskellige stilarter, tunge duge, plys samt draperier og grønne planter på piedestaler. I køkkenet, er perlestafpanelerne populære.
Vindue 1880'erne
Vinduernes udformning og inddeling er som regel en sikker måde at aflæse en bygnings alder på. Vinduernes størrelse, udformning og placering er et af de vigtigste elementer i facadernes og rummenes udtryk. Vinduesprofilernes udformning har stor betydning for lysets spredning i rummet. En profilliste leder lyset trinvist ind i rummet.
I 1880'erne, deles vinduerne med midter- og tværsprosser. De to øverste ruder er næsten kvadratiske, mens dem, under tværsprossen, er større, rektangulære. Tværsprossen er nødvendig for at de slanke buer af kernetræ kan bære de store glasruder. Ruderne består af enkeltglas, der åbner udad og lukkes ved hjælp af hasper og hager. I de kolde vintermåneder, suppleres vinduerne indvendigt af løse indadvendte inderbuer, der kan tætnes med tape. Et indvendigt vindue pr. rum er forsynet med hængsler, så der kan ventileres. Vinduessnedkeriet males med oliemaling i mørkere farver, som brun eller grågrøn.
Vindue 1890'erne
I løbet af 1890'erne, begyndte man, i modsætning til 1880'erne, at bruge flere forskellige vinduesformer på den samme facade. 1890'ernes tidstypiske vinduer har en midter- og tværsprosse. Under tværsprossen er der to buer, mens der kan være en hel bue over tværsprossen. Enten med en buet overdel, eller en lige. Det er også tidstypisk, at de spidsbuede vinduer udformes efter gotiske idealer. Snedkerarbejdet er smagfuldt og sammen med de store glasflader, slipper det masser af dagslys ind. Ligesom i 1880'erne, består vinduerne af ydre og indre buer. De indre buer tages ud om foråret, så det sikrer bedre ventilation og lys, og sættes i igen, om efteråret. Mod slutningen af årtiet, lanceres det sammenkoblede vindue, selvom det tager en rum tid, før det bliver almindeligt. De nye, sammenkoblede vinduer lukkes med espagnoletter. På etageejendommene, males snedkerarbejdet i mørke farver, som brun eller grå. Villaernes farver bygger på kontraster mellem forskellige farver på karme, rammer og lister
Facededøre – 1880'erne
Facadedøren og dens indramning har en stor betydning for husets status og det er vigtigt, at den indarbejdes i faceadens øvrige mønstre. I løbet af 1880'erne, designes døren kunstfærdigt, som en stor, dobbelt trædør med glasoverdel og et vindue øverst, hvor husnummeret står malet i guld. Glaspartierne har stor betydning, fordi de slipper det vigtige dagslys ind i opgangen. Nogle gange ætses glasset med motiver, man bestiller fra glasmesterens kataloger. De mest populære motiver er stiliserede vaser med blomster og blade. Dørbladene blev forsynet med dekorationer og klassicistiske ornamenter, som æggestavslister, mens dens nederste del havde udskårne fyldninger. Trædørene blev malet i mørke farver, gerne brun. Dørene åbnes med et træ- eller messinggreb, der sidder på udsmykkede jern- eller messingbeslag.
Facededøre – 1890'erne
1890'ernes døre viser en del variationer, afhængigt af den stilperiode arkitekten var inspireret af. Ofte placere døren asymmetrisk i facaden, hvor interessen for de ægte materialer ses ved, at indfatningen ofte er udført i sten. Selve døren er en dobbeltdør af lakeret træ, med et rundbuet topvindue, der slipper dagslyset ind i opgangen. Dørbladene er indadgående og har vinduer i. Den enorme interesse for smedejernsdetaljer kommer til udtryk i de dekorative gitre, som dækker og beskytter vinduerne. Den nederste del af dørbladene får udskårne dekorationer. Håndtagene er ofte korte og kraftige, lavet i messing og med imødekommende former.
Når det gælder villaerne, er hoveddøren som regel en udadvendt dobbeltdør, der suppleres af flere døre indvendigt. Dobbeltdøren er designet med tre fyldninger, hvor den øverste typisk er en glasrude. Den laves ofte efter snedkernes mønsterbøger og males med linoliemaling med mørke farver, som for eksempel mørk okker, brun umbra, engelsk rød eller kromoxidgrøn. Dørhåndtagene er pæreformede, med separate nøgleskilte af messing.
Trappeopgang - 1880'erne
Trappeopgangen har altid haft en central funktion, som den imødekommende hall, og viser samtidig den besøgende husets beboeres status. Rummet bliver tidligt til et vigtigt, arkitektonisk udtryksmiddel, der dog siden har fået en sekundær betydning.
I nyrenæssancens stil, prioriterer man håndværket, der efterligner ædle materialer, højt. Væggene dekoreres med vægpaneler, som indrammes af lister eller søjler i flere forskellige materialer. I de mest eksklusive trappeopgange, forsynes gulve, vægge samt ornamenter og udsmykninger med ægte marmor og snedkerarbejde i ædle træmaterialer. Forskellige stensorter, i forskellige farver, kombineres og kommer hovedsageligt fra Italien, som for eksempel hvid marmor fra Cararra, gul fra Siena og rød Rosso Brocatello fra Verona. Det hentes også fra Centraleuropa, som for eksempel grøn-sorte sten med hvidt mønster fra Vert de Mer, sorte fra Port d'Or og rød Rouge Royal fra Belgien. Fra Sverige, får man det populære grønne Kolmård-marmor samt kalksten, granit og sandsten.
Mindre overdådige trappeopgange stræber efter samme stiludtryk og bruger illusionsmalede vægge, med stucco lustro og grisailleteknik. Snedkerarbejdet males, så det giver oplevelsen af dyrere træsorter, ofte eg eller mahogni. I de mest simple opgange, males væggene med mørke brystninger og kanter.
Lofterne dekoreres rigt med stukdekorationer, der males i mørke farver, aldrig hvid. Stencilmaling i rød, grøn, ultramarin, brun og guld er også populært. Man henter også populære mønstre, som meanderborter og blomsterranker, frem fra mønsterbøgerne.
Gulvene kommer i marmor eller kalksten - i forskellige mønstre. De keramiske eller engelske fliser vinder også stor udbredelse. Fliserne lægges i farverige, geometriske mønstre, gerne i stjernemønstre, med en mørk frise hele vejen rundt.
Trappen er enten muret, med kalkstensplader, eller en støbejernstrappe. Stolper og rækværk er rigt dekorerede og males i mørke farver eller sort. Modellerne vælges fra støbejernsfabrikkernes kataloger. Langs væggene, sidder der runde trægelændere med drejede ender og støbejernsbeslag. Grebet, som sidder på hoveddørens inderside, i entreen, er ofte lidt kraftigere og mere profileret.
I opgangen, er der malede eller mønstrede vinduer, der giver det nødvendige lysindfald og samtidig spærrer for udsynet over gården.
Normalt rummer plantegningen herskabets store hovedindgang samt en mindre entré, der fører ind i køkkenet og bruges af tjenestefolk og bude. I rigtigt luksuriøse huse, kan der også være en helt separat trappeopgang til tjenestefolket. I de ekstra store boliger, beklædes alle vægge med træ- og glaspartier, der slipper det vigtige lys ind i lejligheden. Lejlighedens døre består af dobbeltdøre, ofte med dekorative overstykker, og tre fyldninger, hvor den ene er af glas. Køkken- eller lejlighedsdørene, i de enklere boligbyggerier, er simple fyldningsdøre. Dørene mørklaserea eller åremales, så de ligner eg, valnød eller mahogni. De har sortmalede trægreb, messingbeslag og en roset rundt om grebet. Nedenfor ses et separat nøgleskilt. På siden af døren, på karmen, sidder der en klokke.
Trappeopgangen lyses op med gasbelysning. Der hænger ofte en lampe fra en roset i loftet. Der kan også sidde lamper på væggen.
Trappeopgang - 1890'erne
1890'ernes stilblanding afspejles i trappeopgangenes udformning, især i de dyrere huse. Nu inspireres trappeopgangen af middelaldermiljøer med populære elementer, som krydshvælvinger, gotiske spidsbuer og fyrgange. Der er dog stadig mange lighedspunkter med 1880'ernes trappeopgange, som marmormalede vægge, åremalet snedkerarbejde og overdådigt udsmykkede lofter, med kryds- og, stjernehvælvinger samt kassettelofter. Hele opgangen virker som en velkomponeret komposition, der skaber sin egen verden af former og farver. I de enklere opgange, males væggene med mørke brystninger, kanter og lysere felter øverst. Lofterne males råhvide og bruger gipslister (stuk).
Gulvene lægges i mange mønstre med forskellige typer marmor, engelske fliser eller røde og grå kalksten. Her bliver terrazzostenen også mere almindelig. Den kan støbes på stedet eller lægges som cement-mosaikfliser, der bruges som et billigere alternativ i opgangen.
Når man kigger på plantegningen, nås lejlighederne i de overdådige huse gennem franske fyldningsdøre med brevsprækker og høje, flot dekorerede døroverliggere i gips eller træ. Køkken- eller lejlighedsdørene, i de enklere boligbyggerier, er simple fyldningsdøre. Hele partiet, alt inklusive, laseres i samme mørke nuance. Dørbladene bruger normalt ætset glas, hvis mål og mønstre bestilles i glasproducenternes kataloger. Dørhåndtagene fås i mange varianter. De er typisk kegleformede og af metal eller sort træ, forsynet med en metalknop, der afslutter grebet. Der installeres elektriske dørklokker.
I 1890'ernes trappeopgange, er elevatoren den store nyhed. Den medvirker til, at selv højt beliggende lejligheder bliver populære. Elevatorskakten placeres i trappespindelen og udføres i smedejern med gitre, som skaber gennemsigtighed.
Man begynder at montere elektrisk belysning i gadens huse. Lyset er eksklusivt og lamperne udsmykkes i glas og smedejern.
Lamper/Belysning - 1890'erne
Indtil begyndelsen af det 20. århundrede, styres de svenske hjem stort set kun af dagslyset. Når det bliver mørkt, kommer lyset fra vokslys, glødepinde eller olielamper, og til dem, der havde råd, er der også petroleumslamper fra 1800-tallet. Om aftenen, samles familiemedlemmerne om en lyskilde, og det er kun ved fester, at man lyser hele hjemmet op. Mod slutningen af 1800-tallet, pålægger man byens husejere at sætte gaslygter op, så det skaber lys i byen. Her kommer det første, elektriske lys, som i første omgang bruges på arbejdspladserne og i butikkerne, hvor det mindsker risikoen for brand og forbedrer arbejdsforholdene.
I løbet af 1890'erne, består boligernes mest almindelige lyskilder af petroleumslamper i messing eller glas. Man begynder at installere strøm i de mere luksuriøse huse, som ændrer livet derhjemme. Lyset spredes af kupler med mønsterblæst glas. Som et eksempel, har 22% af stockholmerne elektrisk belysning i 1912. Ti år senere, er det 80%. Ude på landet, går der dog lang tid, før det når gårdene.
I hjemmet, bruges den første elektricitet hovedsageligt til loftsbelysning. De oplyste områder udvides løbende. De første elektriske gulvlamper, omkring år 1900, er ganske robuste konstruktioner, som fås i støbt messing, drejet træ eller smedet stål.
De elektriske ledninger er synlige, snoede stofledninger, der sidder fast på porcelænsisolatorer i lofter og på vægge. Det er først i 1930'erne, de gemes væk, inde i bylejlighedernes mure. Væggenes gennemgange består af porcelænsrør. Alle afbrydere og stikkontakter er overflademonterede og sidder på plader. Fra begyndelsen, kommer de i hvid eller sort porcelæn. Afbryderne er drejelige modeller, som man tænder og slukker ved at dreje rundt.
Omkring århundredeskiftet, forsynes væg- og loftlamper ofte med en træplade, der virker som afstandsstykke og giver plads til samlingen mellem ledningen og lampen. Man ser pladerne helt frem til 1920'erne. Træpladen kan enten være mørkebrun eller have samme farve som væggen.
Man sætter armaturer op på flerfamilieboligernes døre. De første består af en simpel, nøgen glødepære, der udvikler sig til en glaslampe, som ikke blænder.
I slutningen af 1800-tallet, er det almindeligt at antikfarve messing, så lamperne ser ældre ud. I begyndelsen af det 20. århundrede, bliver den lyse messing atter populær, mens de mørke toner kommer igen i 1910'erne, 30'erne og 40'erne.
Gulv - 1880'erne og 1890'erne
Normalt består gulvene af planker og brædder af fyrretræ eller gran, med forskudte samlinger og fast eller løs fer. Langs væggene er der ofte en lidt bredere kant. Gulvene behandles fx med sæbe, men også med lak eller maling med linolie i. Mange gulve er beregnet til at blive belagt med linoleum, hvorfor kvaliteten på træet og udlægningen generelt er noget ringere.
Linoleum (også kaldet kork) bliver ekstremt populært i løbet af 1890'erne. Belægningen er eksklusiv og kan både lægges på hele værelsesgulvet eller et mindre areal. Det fås ofte i mange forskellige farver og ligner evt. rigtige tæpper. Det trykte mønster ligner ofte parket eller har blomstermotiver og tekstilmønstre.
I den sidste del af 1800-tallet, begynder man at fremstille egeparket på snedkerfabrikker, som gør det populært i de finere rum, især i spisestuen. Det har dog allerede været brugt længe på herregårdene. Parketten kommer i færdige stykker, ofte med geometriske mønstre med stjerner, firkanter eller romber. Gulvet får en blank overflade, takket være en voksning og polering. Man bruger også stavparket, hovedsageligt i stuerne, ved at sømme små stave fast på bræddeunderlag.
Ligesom etagebygningernes trappeopgangen, forsynes de dyrere villaers entréer med klinkegulve, efter deres engelske forbilleder, de såkaldte Victorian floor tiles..
Tapet - 1880'erne og 1890'erne
Slutningen af 1800-tallet domineres af tapeter med vilde og tilsyneladende ustrukturerede blomstermønstre. For det meste er det fantasiblomster.Desuden er tapeter, der ligner tekstiler, populære. Først dominerer de mørke bundfarver, men hen mod 1900, bliver de noget lysere. Den mest populære grundfarve, i 1890'erne, er lys creme, som ser smuk ud mod de mørke mønstre eller lyse farver, som rød og blå.
Tapetserede vægflader tilpasses de forskellige typer af rum. I spisestuen, suppleres de høje paneler med mørkt tapet, efter nyrenæssancens idealer, ofte med store blomster i stærke farver som rød, grøn, guld og sort eller imiteret, gyldent lædertapet.
Salonens vægge præges af lysere pastelfarver med indslag af guld og silke- eller andre tekstilimitationer. Herreværelset emmer af orientalsk stil, med motiver fra eksotiske kulturer, som japanske kirsebærgrene eller vævede mønstre fra orientalske tæpper.
Man vælger ofte et blomstermønstret tapet til soveværelset. I hallen, bruger man fx tapet med egetræsårer eller murimitationer. Når man tapetserer køkkenet, kan det være småmønstret med geometriske designs, eller noget, der ligner træ eller fliser. Typisk lakerer man det, så man let kan tørre det af.
Eksempler på tapet fra slutningen af 1800-tallet; lim og håndtryk. Du finder det også i vores webshop under "Tapet".
Snedkerarbejde - 1880'erne & 1890'erne
I århundreder, har man brugt lister til at dække fuger mellem forskellige bygningsdele. Snedkerarbejdet er perfekt designet til at forstærke tidens stilidealer. I løbet af 1880'erne og 1890'erne, bruger man paneler, som kommer i flere forskellige højder og udformninger, afhængigt af rummets funktion. Spisestuen og tamburen får de højeste paneler, med kraftigt profilerede fyldninger, der slutter med en smal hylde til pynteting. Andre stuer bruger ofte sokkelpaneler (tredelt gulvsokkel), som er ca. 30-40 cm høje. De består af en profileret sokkel, en glat plade og en afsluttende profileret brystningsliste. Den enkleste udgave af gulvsokkelen er kraftig og meget profileret. Panelerne males i brun eller okker, eller så de ligner træ, som fx eg eller mahogni.
Under vinduerne, sidder der noget, der kaldes et brystningspanel, som går op til vinduesrammen. Panelet har rammer og fyldninger, der er malet i forskellige farver. Selv vinduesnichen beklædes med paneler, de såkaldte vinduesbeklædninger. Panelerne males i den tone, der er udgangspunktet for rummets funktion og den tilsigtede, nye stil. Trapper, halls, serveringsgange og køkkener beklædes normalt med perlestafplader og hulkelister. I køkken og soveværelse har man typisk hvidmalede lister.
Dørbeklædning og -gesims med tandudskæringer, en profil fra den klassiske arkitektur. De prydede både døre og vinduer, ude og inde.
Stuk - 1880'erne og 1890'erne
Stuklister, loftrosetter og mange andre ornamenter fremstilles i store mængder på stukatørens værksted og monteres på stedet. Håndværket komerm til Sverige i 1500-tallet og vokser gradvist. I slutningen af 1800-tallet, bruger man mange formsprog på én gang, alt efter hvad rummet blev brugt til. I løbet af 1920'erne bliver formerne enklere og mere stilrene.
Stuernes lofter er meget vigtige for karakteren, og man udviser stor omhu med udformningen. Her er lofterne rigt udsmykkede, inddelt med lister og friser i flotte mønstre, der males dekorativt og langt fra nutidens hvidmalede lofter. Formerne tilpasses rummets tiltænkte stil. Spisestuernes lofter får en strammere nyerenæssance, der ses i en mørk farveskala, mens salonens bølgende neo-rokoko-loft er lysere, omend ikke hvidt, men derimod pastelfarvet, med strejf af guld.
Lofterne indrammes af stuklister med klassicistiske motiver som akantusblade, blomsterranker og krukker. Loftet får typisk en loftroset i midten, med krog til lysekroner med stearinlys. Udover dens dekorative funktion, beskytter den også de brændbare lofter mod stearinlys og petroleumslamper, som var vigtigt dengang. Køkken, soveværelse og entre har ofte et enklere loft med hulkning, som er en pudset afrunding mellem væg og loft. Køkkenerne har fx et loft med perlestaf.
Loftrosetterne er store og kraftige. De bedst udsmykkede sidder i lejlighedens suite eller stue, som altid vender ud mod gaden.
Døre - 1880'erne og 1890'erne
Indtil midten af 1930'erne, designes døre med karm og fyldning, selvom de forenkles noget, hen mod slutningen, hvor man går fra profilhøvlede trærammer til fineret lameltræ eller fiberplader. Designet på dørenes fyldninger og profiler, har stor betydning for boligens indretning, og dørhåndtagene udgør også en vigtig del af helhedsindtrykket.
1880'ernes og 1890'ernes indvendige døre består af kraftigt profilerede fyldningsdøre, af massivt træ, der er præfabrikerede. I de rigt illustrerede kataloger, vælger kunden frit designet og antallet af fyldninger. Stuerne får standsmæssige dobbeltdøre, ofte udstyret med høje, dekorative overstykker af udskåret træ eller gips. De vælges med stor omhu, efter rummenes specifikke funktioner og specifikke stile. En populær dobbeltdør har to høje rektangulære fyldninger og en smal en imellem dem. Men der er også andre varianter, fx med firkanter. I den mere private del af boligen, som køkken og soveværelse, ser man enkeltdøre med fire lodrette og en vandret fyldning. Dørene åbnes normalt med kegleformede greb, i sortmalet træ, med en lille knop i enden samt messingbeslag og separate, runde små nøgleskilte. Der fås også simple låse til værelser.
Dørene omgives af karme med kraftige profiler og afsluttes med sokler, ned mod gulvet. Mange dørpartier, inkl. overstykket, der males hvidt i dag, var oprindeligt af imiteret træ.
Pejse - 1880'erne og 1890'erne
I den borgerlige bolig, i 1880'erne, indrettes rummene med forskelligt formede kakkelovne, der præges af rummets stilideal. Man sætter overdådige, flotte kakkelovne i stuerne, mens soveværelserne får nogle enklere modeller. I tamburen, forsynes kakkelovnen ofte med et spejl. Man kan frit vælge og kombinere de forskellige dele af kakkelovnene, alt efter smag og behag, fra producenternes prislister. De mest populære dekorationer er palmeblade, krukker og skalformer. Kakkelovnene, som kommer i renæssancestil, kendetegnes af mørke klinker med reliefmønstre. De kan fx have små, firkantede skål- eller grydekakler, ofte med grøn eller brun majolica-glasur. I simplere rum, samt hos almue, arbejdere og tjenestefolk, finder man hvide, glatte kakkelovne med udsmykkede kroner, som er runde eller rektangulære. Man ser også kakkelovne med reliefmønstre over alt.
De historiserende stilarter kritiseres ved slutningen af årtiet, hvorefter man prioriterer det "autentiske". Det betyder, at den svenske, 1700-tals kakkelovn med kakkelfødder og affasede hjørner bliver forbilledet.
Køkken - 1880-1900
Livet i køkkenet, ved slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede, er meget anderledes end i vores køkkener i dag, både når det gælder måden, vi bruger det på, men frem for alt fra et teknisk synspunkt. I arbejderboligerne, er køkkenet samlingsstedet for madlavning og socialt samvær og fungerer også som soveplads. Det er ikke usædvanligt, at hele familien bor i rummet, inklusive dens lejere. Her samles folk om brændekomfuret, eller ved kakkelovnen med varmeskab, og rundt omkring i lokalet er der måske skabe eller åbne hylder til redskaber.
I de luksuriøse lejligheder og villaer, ser det anderledes ud. Her er køkkenet en ren arbejdsplads, der har egen adgang, så køkkenbude, tjenere og nogle gange selv husstandens børn ikke skal gå ind gennem den fine entré. Herskabet sætter ikke benene i køkkenet, og for ikke at blive forstyrret af al rodet og madosen, placeres køkkenet altid ud mod gården, eller nordpå, så langt fra de fine rum som muligt. Der går en serveringsgang fra køkkenet og til spisestuen. Serveringsgangen har høje, flotte indbygningsskabe med underskabe til større redskaber, bestikskuffer og overskabe med service og porcelæn, glas og terriner. Der kan også være et lille arbejdsområde til opsætning og en lille bordplads med en vask.
Inde i køkkenet, står gryderne og værktøjet dog på åbne hylder eller hænger i kroge. Mad og krydderier placeres i spisekammeret, ofte lavet af perlestaffiner, som står op ad ydervæggen, med et vindue eller en udluftning, som er en måde at holde kulden på. I køkkenet, eller i et nærliggende rum, er der også et isskab, hvor ismanden løbende afleverer isblokke.
Maden tilberedes på en lav disk/arbejdsbænk med underskabe og bordplade af carrara-marmor. Marmoren er en fremragende overflade til håndtering af mad og efter middagen vasker man redskaber og service i en balje, der står på bænken, hvilket forklarer dens lave højde. Langs vasken ses en stænkskærm, der, ligesom bordpladen, fx er lavet af marmor eller zink. Hvis bænken kun bruges som arbejdsbænk, er den ofte af rent træ, eller eventuelt olieret. Der findes en vask i køkkenet, men den bruges kun som afløb. Vasken kan både være omgivet af zinkplade eller emaljeret støbejern.
I løbet af 1890'erne, begynder man at udstyre køkkenet med et højt, væghængt skab, som et skænkskab. Skabet åbnes med nøgle og greb, der består af træknopper. Ligesom arbejdsbænkens underskabe og serveringsgangens skabsindretning, kommer skabet i massivt træ, med profilerede semi-franske fyldningsdøre, der males med linolie.
Køkkenets hjerte består af brændekomfuret. Uden om det, lægges der fliser med skrå kanter, uden fuger, og skal det være ekstra luksuriøst, monteres fliserne også med border og pilastre. (Mellemrummet forsegles med kridt, pigment og vand og senere med hvid flisefuge.)
Køkkenet har lavere status end de fleste andre rum. Og mens stuerne forsynes med overdådigt snedkerarbejde og dekorationer, sørger man for, at køkkenet er nemt at tørre af og holde rent. Væggene kan være glatpudsede, men det er især populært at beklæde dem og loftet med perlestafplader. Nogle vælger også at sætte tapet på. Træet dækkes eller males med de samme farver som resten af boligen. Egetræsimiterende maling, som lakeres til at blive blankt og let at tørre af, bliver almindeligt fra slutningen af 1800-tallet og til begyndelsen af 1900-tallet.
Hygiejne - 1880-1900
I anden halvdel af 1800-tallet, består den daglige hygiejne i at vaske hænder og ansigt med vaskekande og -fad. Man bader sjældent og når det sker, er det i en balje på køkkengulvet. Dem, der ikke får ført rindende vand til huset, henter vandet fra en brønd i gården, som så varmes på brændekomfuret. Den teknologiske udvikling gør, at renlighed og snavs danner en klar grænse mellem rig og fattig. Dem, der har råd, får et lille vaskerum i hjemmet, der kaldes et toilet. I første omgang rummer det en vask og et toiletbord. I slutningen af 1800-tallet, begynder man at forsyne nogle af de mest fornemme boliger med eget badekar, og i villaerne begynder det at dukke op i kælderetagen. Det fritstående badekarer laves af støbejern, med fødder formet som løvepoter eller fuglekløer. Håndvasken har ofte separate varmt- og koldtvandshaner. Den er dyb og har en hævet bagkant, der beskytter mod vandsprøjt. Indtil 1940'erne, har vandhanerne ofte en porcelænsknop, med teksten varm eller kold. Rummet indrettes med keramiske fliser, kalksten eller marmor på gulvet. Væggene forsynes med perlestaf eller fliser og flotte messingdetaljer.
For langt de fleste mennesker, er eget badeværelse en utrolig luksus og dog næsten helt utænkeligt. Deres virkelighed er stadig baljen i køkkenet, eller muligvis et fælles badekar i ejendommens kælder.
Toiletbehovet klares på et das, som står i gården eller på loftet, og tilhører man middelklassen, kan der være et das inde i selve boligen eller opgangen. Man begynder at udstyre de fashionable lejligheder med vandklosetter omkring århundredeskiftet.
