Generelt om jugendstilen
Det er omkring århundredeskiftet i 1900, at den nye Jugendstil introduceres i Sverige. Navnet kommer fra den tyske ungdom, men kaldes Art Nuoveau, den nye kunst, i resten af Europa. Stilen er den første, der bryder med de tidligere, nye stilarter og skaber et helt nyt formsprog, med udgangspunkt i naturens organiske blødhed. Stilretningen begynder i den engelske arts- and craft bevægelse, der opstod i 1880'erne. Forgrundsfiguren er William Morris, som kendes for hans elegante tapetmønstre. Hans og andres blomster- og plantemønstre skaber den kommende stil.
I 1897 holder man "Generel Kunst- og Industriudstilling" på Djurgården, Stockholm. Udstillingen viser bygninger i den nye jugendstil, som hurtigt spreder sig gennem Sverige og etablerer sig i hele landet. Forbillederne kommer blandt andet fra Østrig og Frankrig, selvom udtrykket får forskellige former. Svenske arkitekter anser de internationale modeller for at være for vulgære og oversætter dem i stedet til deres egen, svenske variant, som er mere moderat og sparsommelig. Nu ser man både bygningens yder- og inderside som en helhed, med et velsammenhængende design, blødt formsprog og lysere farver. I byernes etageejendomme blomstrer den arkitektoniske stil, mens villaarkitekturen styres af en nationalromantisk interesse for almen kultur.
I Sverige, er migrationen til byerne fortsat høj, og boligbyggeriet drives primært af private bygherrer, der bygger lejeboliger. Længslen efter natur og sundere boligmiljøer vokser fortsat stærkt i 1890'erne og villaen bliver tidens boligideal. Uden for de større byer, og mere centralt i de mindre byer, skyder der bofællesskaber op for middelklassen og de velstillede familier. Men for arbejderfamilierne er overbelægning en vedvarende kendsgerning. Klassesamfundets store sociale og økonomiske forskelle er enorme. Ejerboligbevægelsen tager Initiativer til at forbedre arbejdernes boligsituationen, og for første gang ser man tegn på, at boligbyggeriet bliver et kommunalt anliggende. Konceptet 'havebyer' lanceres i Sverige, efter engelsk og tysk forbillede, og man begynder også at planlægge nye villaforstæder for arbejdere. Selvom villaerne eller rækkehusene er beregnet til arbejdere, koster de ofte for meget og bliver i stedet købt af funktionærer.
Stilens udtryk i facaden
Flerboligernes jugendhus kendetegnes af glat puds, i toner af gul, orange og pink, med sparsomme dekorationer, der kommer i samme farve som resten af facaden. Reliefmønstre eller udskæringer i form af smalle linjer eller bånd af blanke tegl, der sættes ind facaden, tegner tiden. Tagene dækkes af sadeltage eller valmede tage med malede metalplader. De dyrere huse forsynes evt. med kobberplader eller glaserede tegl. De fleste huse dekoreres med karnapper i bølgende, bløde former, der slutter med en buet form over tagkanten. Der findes massevis af udformninger og variationer, som viser arkitektens legesyge. Karnapperne øger mængden af dagslys i boligerne og giver samtidig en bedre udsigt over gaden.
Fredrikshovsgatan 5 i Stockholm, anno 1905. En af Sveriges smukkeste jugendbygninger.
Facaderne og frem for alt dørkarmene forsynes med planteornamenter, inspireret af den nordiske fauna. Her ser man både kogler, blomsterkranse, egeløv og fyrrnåle. Dyremotiver er også almindelige. Gårdens facader og bygninger gives en mere enkel karakter. Vinduerne får en karakteristisk form, med midtersprosser og små, sprosser i toppen samt en buet tværsprosse her og der. Vinduernes træværk males i engelsk rød, brun, grøn eller okker. Opgangene tilgås via yderdøre med fyldninger og glaspartier.
Den bølgende, populære jugendstil er svær at lave på trævillaer, og egner sig bedre til puds. Det er dog de større, mere luksuriøse villaer, der får pudsede facader, som males i varme, gule eller beige nuancer. De mindre arbejdervillaer har træfacader, ofte med vandrette paneler, der males falurrøde, med hvidt, traditionelt snedkerarbejde. Uanset hvilket af de to facadeudtryk, er tagformen ofte valmet, mens huset har balkoner og verandaer med kviste, og ligesom på etageejendommene, forsynes den øverste del af vinduerne med små sprosser. 
Smuk dobbeltdør i jugendstil. Villa i Nynäshamn.
20. århundredes bolig
For dem, der har råd, bliver boligen mere og mere komfortabel. Elektricitetens gennembrud får stor betydning og påvirker boligernes udformning. Fra midten af årtiet, begynder man også at installere toiletter med vand og centralvarmen, med vandbåren varme i radiatorer, vinder frem.
I tiden omkring århundredeskiftet, til 1900, er forskellene på boligerne enorme. De mest luksuriøse boliger har fx op til ti værelser, mens en arbejderbolig normalt har ét værelse, med komfur i kakkelovnen. Her bor familien, ofte med lejere, for at strække husholdningsbudgettet. En borgerlig bolig har en stor hall, der går ud til alle værelserne Køkkenet placeres ud mod gården og har ofte egen forbindelse til opgangen. Selv i villaen, har køkkenet egen indgang fra gården eller haven. Udenfor køkkenet, ser man typisk en serveringsgang, med væghængte skabe til det fine porcelæn. Det er her man forbereder middagens serveringer og tager ud. I de fleste tilfælde, mangler lejlighederne toilet, men garderoben ofte bygges om til et mindre badeværelse. I villaerne, klarer man ofte hygiejnen i et badekar, som står i kælderens vaskerum, mens der står et das på grunden. De større villaer opføres med tørkloset indvendigt og et toiletrum til vask, ved siden af.
Årtiets store interesse for former påvirker ikke kun facaderne, den præger også indretningen ned til mindste detalje. Hele boligen håndteres som en gennemtænkt helhed. Nu er folk trætte af den mørke indretning, fra slutningen af 1800-tallet, og på baggrund af nye sundhedsmæssige opdagelser, længes man efter lyse og enkle, glade farver. Boligerne får luftige og lyse rum, takket være karnapperne, samt høje vinduespartier i grupper og lysere farvesammensætninger. Brede skydedøre åbner op mellem stue og spisestue og snedkerarbejdet malet i lyse, kulørte toner, inspireret af almuens tradition. Tapetet får lyse dekorationer i jugendmønstre, og ved overgangen til loftet sidder der en blødt formet hulkeliste, som enten er af gips eller træ. Der lægges primært parket i stuerne, mens de øvrige gulve udføres i brædder med linoleum på. Kakkelovnene er som regel glatte og ensfarvede, selvom de også kan have en malet dekoration.
Farverigt interiør fra villa Strömsfors, begyndelsen af det 20. århundrede.
Jugend bliver mere populær i boligindretning, end i arkitekturen. En forløber er Karin Larssons romantiske indretningsstil, som både inspirerer og efterhånden får godt fat. Det lyse interiør savner helt de mørke gardiner, tapeter og farver. I den bevidste jugendbolig, er rummene indrettet med egetræsmøbler, der udmærker sig ved bølgende linjer og udskårne dekorationer, gerne med frugtmotiver, som æbler eller pærer. Belysningen varetages af lysekroner i messing. Det lyse tapet, porcelænet og glasset med planteornamentik masseproduceres. Carl Larsson og Anders Zorn er populære kunstnere, hvis værker man studerer for at få en fornemmelse af tiden.
Vindue 1900-1910
Jugendvinduet kendes typisk ved, at dets øverste del har små sprosser. Der er dog også vinduer uden sprosser. Sprosserne har ingen strukturel funktion, og er der kun for æstetikken. Vinduerne udformes med et-, to- eller trefags vinduer med tværgående sprosser og buer. I de eksklusive huse, udformes vinduerne med bølgende former, der er specialdesignede. Nu bliver den indvendigt forbundne bue mere og mere almindelig. Den nye konstruktion betyder, at karmen bliver kraftigere. Med 'mødebuerne' lukkes de nederste buer med espagnoletter, mens de øverste lukkes med en vrider eller haspe. Vinduesrammerne laves af kernetræ med højt harpiksindhold, som gør dem mere modstandsdygtige over for råd. De males fx i lidt kraftigere farver, som grøn eller engelsk rød.
Yderdøre – 1900-1910
I jugendperioden, er yderdøren en meget vigtig del af facadens komposition, der både kan placeres symmetrisk og asymmetrisk. Ofte med rundt eller ovalt ovenvindue. Dørene laves af lyst træ, der lakeres for at få træets struktur frem. Man bruger oftest dobbeltdøre, selvom enkeltdøren også optræder. Dørbladene er mere simple i deres formsprog, men kan dog have buede former og glas. Dørhåndtagene støbes i messing eller bronze, med et blødt, periodetypisk formsprog. Flere håndtag er fabriksfremstillede, mens nogle laves specielt, til særlige huse.
Villaens hoveddør er normalt en bred enkeltdør, med varierende fyldninger og et sprossevindue, der sender lyset ind i entréen. Dørbladet males med linoliemaling i lyse farver, som hvid, lysegrå, okker eller grøn. Der ses også lakerede døre, ligesom i etageejendommene. Dørene har blødt formede håndtag, med langskilte af massiv messing og hængsler med pynteknop.
Trappeopgang – 1900-1910
Overgangen fra det sene 1800-tals klassicistiske former til jugendtidens bølgende formsprog, og interessen for den nordiske flora, ses i trappeopgangenes farver og stuk. Opgangene præges af lyse farver med gule eller bronzefarvede detaljer. Vægmarmoreringer i gule og grønne nuancer er populært, når det gælder de mere eksklusive opgange. Oven på marmoreringen, behandles væggene ofte med stucco lustro for at skabe en blank overflade (en blank, stenlignende overflade af kalk+maling, blandet med sæbe, der efterbehandles med voks og varme strygejern.) Væggene kan have dekorationer med malede friser og stukrelieffer, som fremspringende, hvidmalede søjler og lister, der ender med en kapitæl, med tidstypiske dekorationer eller en bort, med tidstypiske motiver i stærkere farver. De enklere trappeopganges vægge males normalt med mørkere brystninger og lysere vægfelter for oven.
Loftet har ofte hvidmalede stuklister, mens gulve og trapper belægges med carrara-marmor. Der ses også cementmosaik, terrazzo, som består af knust granit og marmor, som blandes med cement, til forskellige farvede eller mønstrede gulve.
Trappeopgangen placeres mod gården og kan både have buede eller lige trapper, med murede eller åbne trappespindler. Som tidligere, designes vinduerne ofte med blyindfattede ruder. De monteres enten med gennemfarvede, små glasruder og kunstneriske mønstre, eller den lidt billigere løsning, med direkte maling på ufarvet glas. Gerne med blomstermotiver, som fx roser.
I trappeopgangen, udformes gelænderet ofte med drejede, åremalede træstolper eller man ser jerngelændere, med geometriske former, gerne bronzeret. Håndlisten, der løber langs væggen, laves af rundt træ, som afsluttes med drejede knopper.
Trappeopgangens elevator bygges til ca 3-4 personer og udformes som et separat, lille rum, beklædt med træpaneler og spejle med slebne kanter. Den har ofte en indbygget bænk, med en læderbeklædt hynde. Elevatorskakten placeres i trappespindelen, hvor den forsynes med trådnet og smedejernsgitre, med bløde, bølgende former eller stiliserede blomstermønstre. Metallet males i guld, sort eller bronze.
Lejlighederne tilgås via høje dobbeltdøre med fyldninger, nogle gange med gips for oven. Ofte består den øverste fyldning af en rude med mattere glas, samt en rude over dobbeltdøren, hvilket øger mængden af lys, der kommer ind i lejligheden. Dørkarmene og soklerne matcher lejlighedens. Hele partiet åremales, så det ligner ægte træ, som fx eg eller mahogni. Dørbladene hænger på kunstfærdigt dekorerede hængsler med knopper. Dørhåndtag, brevsprækker og klokker laves af messing, med bløde former. Man bestiller dem hos låseproducenten, ligesom de også specialdesignes, så de matcher det overordnede koncept.
Der sidder typisk en plafond, med glaskuppel af mat eller facetteret glas på en messingsokkel, i trappeopgangens loft. Kanterne på det facetslebne glas skaber et smukt lysmønster i rummet. Det er også almindeligt af bruge hængende pendler. De designes fx med messingrammer og blomstermønstre, der slutter med en mat glaskuppel.
Lamper & Belysning - 1900-1910
Indtil begyndelsen af det 20. århundrede, styres de svenske hjem stort set kun af dagslyset. Når det er mørkt, kommer lyset fra vokslys, glødepinde eller olielamper. I Stockholm, er det kun omkring 20 % af indbyggerne, der har elektrisk belysning i 1910.
I begyndelsen af det 20. århundrede, er de fleste udendørslamper simple jernarmaturer, med emaljeskærme og glaskupler. Ved siden af etageejendommens døre, hænger der lamper, som fremstilles i smede- og støbejern. Villaerne får lamper i emaljeret plade med klart glas eller sort jernplade og matteret glas.
Fra 1900, monterer man fast belysning i lejlighedernes lofter. Typisk i spisestuen. Lampen består af mindre glaskupler på messingsokkel. Loftbelysningens design afhænger af rummet. Enklere rum får ofte en nøgen, mundblæst pære i en porcelæns- eller messingfatning. Den populære skomagerlampe hænger ofte i køkkenet, mens de fine rum ofte beholder den overdådige petroleumslampe, som nu moderniseres med en pære.
Indendørslamperne laves af blankpoleret messing. Før der kommer wolframpærer, i 1910'erne, bruger man mest klare glasskærme i loft- og væglamper. Glasset slibes i mønstre, der bryder lyset og mindsker blændingen. Det mest almindelige mønster er et gittermønster, typisk med en slebet stjerne i bunden af glasset. Klart, uslebet glas er usædvanligt. Selv krokodilleglasset, med boblende og sandblæste overflader, er meget populært i denne periode. Det opalhvide glas er populært, men kun i åbne skærme, hvor man ønsker at rette lyset, fx i den opalhvide skomagerskærm .
Gulvlamper er ret usædvanlige omkring år 1900. Det skyldes, at man stadig gerne vil kunne flytte belysningen, let og enkelt. Det er mere almindeligt at have lidt større bordlamper, som står på piedestaler eller skænke. Standerlamperne har store stofskærme med flad hældning, der ender med en lodret kant. Golvlampan Edfeldt er klassisk for den tid. Skærme med frynsekanter er også almindelige.
De elektriske ledninger er synlige, snoede stofledninger, der sad fast på porcelænsisolatorer i lofter og på vægge.
I det 20. århundredes første år, er kontakterne, når de findes, lavet af hvid eller sort porcelæn, med en vrider, der tænder og slukker lampen. Alle afbrydere og stikkontakter er vægmonterede og sidder på træplader.
Omkring århundredeskiftet, forsynes væg- og loftlamper ofte med en træplade, der virker som afstandsstykke og giver plads til samlingen mellem ledningen og lampen. Man ser pladerne helt frem til 1920'erne. Træpladen kan enten være mørkebrun eller have samme farve som væggen.
Gulv - 1900-1910
I løbet af 1900-1910, lægger man primært egetræsparket, i forskellige mønstre, i stuerne. Det mest populære er sildebensparket, som modstår fugtbevægelser og fordeler tørrerevnerne jævnt over hele overfladen. Andre gulve kan bruge brædder, der enten er slebet og lakeret eller belagt med linoleum, selv i de enklere rum, som køkkenet. Hvis trægulvet har brede revner, er det sandsynligvis et undergulv, der ikke er beregnet til at kunne ses. Man lægger tæpper eller linoleum under spiseborde og siddegrupper. Nu lægger man oftere flot farvet linoleum på hele gulvet. Der er enten trykte mønstre på oversiden, der lakeres mod slitage, eller gennemfarvede kulører med enklere mønstre, der er mere slidstærke. Det kan fx være såkaldte granitmønstre eller jaspis, der har en stribet karakter.
Tapet – Jugend
Jugendstilen, i tapetkunsten, bliver ekstremt populær og får stor gennemslagskraft. Lange smalle, ubrudte bølgende linjer kombineres med plantemotiver, der går opad. De farvesammensætninger, der dominerer, er grøn, gul og murstensrød, ofte på en lys baggrund.
Der, hvor væggen møder loftet, afsluttes tapetet med en tapetbort. Men som i alle epoker, løber der flere parallelle spor, der betyder, at nogle lejligheder stadig får med mere traditionelle tapetmønstre, og de mest populære er gobelintapeter med mønstret print. Blandt de særligt populære, i denne periode, ses tapeter, der ligner kakler.
Træværk- 1900-1910
Som i tidligere årtier, forsynes stuernes vægge med paneler, der kommer i forskellige højder. Ofte laves de af eg eller åremalede, så de ligner egetræ. Panelerne går dog mod et lysere farveskema og males fx i råhvid eller lysegrå. Karme og lister er relativt brede, omkring 11-12 cm og jugendstilen fremstår gennem bølgende former med flere, mindre perlestafprofiler, i inder- og yderkanten, eller med tre parallelle linjer. I løbet af 1910'erne ser man også lige karme, med samme profil på begge sider. Når det gælder træværket, danner snedkerfabrikkernes prislister ofte grundlaget.
I køkkenet og spisestuen er perlestafpanelerne populære.
Stuk - 1900-1910
I jugendtiden, har byens murstenshuse ofte hvidmalede tage med stukrelieffer, med plantemotiver fra den nordiske flora og snoede former, der skaber symmetriske mønstre. Det er også almindeligt, at vægge og lofter mødes i en blødt formet hulkeliste, der laves af gips eller fyrretræ. Køkkenregionerne forsynes ofte med perlestafslofter.
Døre - 1900- og 1910'erne
Boligerne udstyres, som i tidligere årtier, med dobbeltdøre til stuerne og enkeltdøre til de øvrige rum. Dog ser man nu skydedøre, som skaber store sammenhængende rum og imødekommer kravet om mere lys og luft i lokalerne. Dørenes fyldninger varierer både i antal og placering. En populær variant har seks fyldninger og store spejle. Dørene males typisk råhvide, mens dem til spisestuen ofte åremales eller ligner eg. Dørene omgivet af karme med sokler, som udformes efter jugendstilens idealer. Man ser typisk bløde, relativt simple former, som en bølgende S-form eller tre parallelle linjer. Under nationalromantikken, i 1910'erne, bruger man også lige karme, med samme profil på begge sider.
Dørhåndtagene fås i flere forskellige varianter. Man ser stadig de ældre, kegleformede dørhåndtag, mens de nye kommer med bløde messingformer, ligesom man ser håndtag af forniklet stål. Håndtagene sidder ofte på langskilte, med buede, periodetypiske former.
Ildsteder – 1900-1910
Selv i nybyggede huse, fra 1900-1910, er kakkelovnen den mest almindelige varmekilde. Mod slutningen af årtiet, installerer man dog centralvarme med vandbårne radiatorer. Den mest almindelige kakkelovnsmodel er hvid, med et centralt bånd og sokkel. Den kan have svulmende former, inspireret af svenske kakkelovne, fra det 18. århundrede. Ligesom den øvrige rumindretning, i jugendstil, får kakkelovnene enten malede mønstre eller relieffer, der hentes fra den nordiske planteflora, som for eksempel kogler, egeblade eller solsikker. Man bygger kakkelovnene med hvide, cremefarvede eller turkise kakler.
Køkken - 1900-1910
I arbejderboligerne, er køkkenet samlingsstedet for madlavning og socialt samvær og fungerer også som soveplads. Det er ikke usædvanligt, at hele familien bor i rummet, inklusive dens lejere. Her samles folk om brændekomfuret, eller ved kakkelovnen med varmeskab, og rundt omkring i lokalet er der måske skabe eller åbne hylder til redskaber.
I de luksuriøse lejligheder og villaer, ser det anderledes ud. Her er køkkenet en ren arbejdsplads, der har egen adgang, så køkkenbude, tjenere og nogle gange selv husstandens børn ikke skal gå ind gennem den fine entré. Herskabet sætter ikke benene i køkkenet, og for ikke at blive forstyrret af al rodet og madosen, placeres køkkenet altid ud mod gården, eller nordpå, så langt fra de fine rum som muligt. Der går en serveringsgang fra køkkenet og til spisestuen. Serveringsgangen har høje, flotte indbygningsskabe med underskabe til større redskaber, bestikskuffer og overskabe med service og porcelæn, glas og terriner. Der kan også være et lille arbejdsområde til opsætning og en lille bordplads med en vask.
Inde i køkkenet, står gryderne og værktøjet dog på åbne hylder eller hænger i kroge. Mad og krydderier placeres i spisekammeret, ofte lavet af perlestaffiner, som står op ad ydervæggen, med et vindue eller en udluftning, som er en måde at holde kulden på. I køkkenet, eller i et nærliggende rum, er der også et isskab, hvor ismanden løbende afleverer isblokke.
Maden tilberedes på en lav disk/arbejdsbænk med underskabe og bordplade af carrara-marmor. Marmoren er en fremragende overflade til håndtering af mad og efter middagen vasker man redskaber og service i en balje, der står på bænken, hvilket forklarer dens lave højde. Langs vasken ses en stænkskærm, der, ligesom bordpladen, fx er lavet af marmor eller zink. Hvis bænken kun bruges som arbejdsbænk, er den ofte af rent træ, eller eventuelt olieret. Der findes en vask i køkkenet, men den bruges kun som afløb. Vasken kan både være omgivet af zinkplade eller emaljeret støbejern.
Køkkenet er udstyret med et højt, væghængt skab, der åbnes med nøgle. Køkkenets hjerte består af brændekomfuret, der gradvist erstattes af gaskomfuret, fra begyndelsen af 1900-tallet. Man sætter kakler med affasede kanter rundt om den, uden fuger, og skal det være ekstra luksuriøst, forsynes kaklerne også med border og pilastre. (Mellemrummet forsegles med kridt, pigment og vand og senere med hvid flisefuge.) Køkkenet har lavere status end de fleste andre rum. Og mens stuerne forsynes med fint snedkerarbejde, sørger man for, at køkkenet er nemt at tørre af og holde rent. Væggene kan være glatpudsede, men det er især populært at beklæde dem og loftet med perlestafplader. Nogle vælger også at sætte tapet på. Træet dækkes eller males med de samme farver som resten af boligen.
I det første årti af det 20. århundrede, males køkkenindretningen ofte med grå eller beige linoliemaling. Åremaling, der ligner birk, er også populært, langt ind i årtiet.
Hygiejne - 1900-1910
For de fleste, består den daglige hygiejne af at vaske hænder og ansigt med vaskekande og -fad. Man bader sjældent og når det sker, er det i en balje på køkkengulvet. Dem, der ikke får ført rindende vand til huset, henter vandet fra en brønd i gården, som så varmes på brændekomfuret. Den teknologiske udvikling gør, at renlighed og snavs danner en klar grænse mellem rig og fattig. Dem, der har råd, får et lille vaskerum i hjemmet, der kaldes et toilet. I første omgang rummer det en vask og et toiletbord. I slutningen af 1800-tallet, begynder man at forsyne nogle af de mest fornemme boliger med eget badekar, og i villaerne begynder det at dukke op i kælderetagen. Det fritstående badekarer laves af støbejern, med fødder formet som løvepoter eller fuglekløer. Håndvasken har ofte separate varmt- og koldtvandshaner. Den er dyb og har en hævet bagkant, der beskytter mod vandsprøjt. Indtil 1940'erne, har vandhanerne ofte en porcelænsknop, med teksten varm eller kold. Rummet indrettes med keramiske fliser, kalksten eller marmor på gulvet. Væggene forsynes med perlestaf eller fliser og flotte messingdetaljer.
For langt de fleste mennesker, er eget badeværelse en utrolig luksus og dog næsten helt utænkeligt. Deres virkelighed er stadig baljen i køkkenet, eller muligvis et fælles badekar i ejendommens kælder. Fra 1900, er det også muligt at besøge de offentlige badeanstalter. Det er først et stykke ind i det 20. århundrede, at man begyder at udstyre de nye lejligheder med eget bad.
Toiletbehovet klares på et das, som står i gården eller på loftet, og tilhører man middelklassen, kan der være et das inde i selve boligen eller opgangen. Man begynder at udstyre de fashionable lejligheder med vandklosetter omkring århundredeskiftet.
