Generelt om 1920'erne
I 1920'erne kommer klassicismen atter i rampelyset. Den nye stil er dog meget forenklet og har ikke de tidligere epokers overdådige dekorationer. Nu vil man stramme op og bruger et markant formsprog, der knyttes til det 100 år gamle, svenske imperium. Tyvernes klassicistiske stil får sin egen, svenske version, som internationalt kaldes Swedish grace", takket være sin elegance.
I begyndelsen af årtiet, kommer boligbyggeriet atter i gang, efter krigsårene i 1910'erne, men med en ny måde at tænke på. Nye ideer, om det gode hjem, bliver et spørgsmål for alle dele af samfundet og socialdemokraten Per Albin Hansson lancerer begrebet folkhjemmet. De nye idealer skal opnås gennem forenklede byggeomkostninger. Tidligere udsmykningselementer fjernes og lejlighedernes størrelser reduceres, mens boligstandarden hæves med centralvarme, varmt vand, wc, bruser, vaskerum, veltilrettelagte køkkener, med el- eller gaskomfur, og den nymodens affaldsskakt. Husene bygges ofte under tidspres, men med stor omsorg for designet.
Fra 1920 og frem, tager ejerboligbevægelsen virkelig fart og man skaber mange karakteristiske ejerområder over hele Sverige. I 1917 stifter man Statens byggestyrelse og takket være de statslige boligtilskud, der gives som generøse lånevilkår, eget arbejde og selvbyggeri kan villadrømmen gøres til virkelighed. I virkeligheden, er det dog stadig for dyrt for mange. De områder, der opstår, befolkes primært af funktionærer, og fra 1910'erne må man bygge nødboliger for at løse arbejderfamiliernes umiddelbare krise Den samme periode præges landet af mindre struktureret husbyggeri til den voksende middelklasse.. Virksomheder begynder som kataloghuse, og de velstillede bygger villaer i havebyerne. Kataloghusmarkedet har vokset sig stort, og man bygger hele blokke med lignende kataloghuse, gennem kvarterskollektiver.
Stilens udtryk i facaderne
Facaderne i 1920'ernes klassicismes udformes symmetrisk, med glat puds, eller pudses i mugfarver, som rustrød, okkergul, grøn eller grå. Nogle gange, forsynes husene med høje gavlpartier, der skaber markante baggrundsmotiv i bybilledet. De udformes enten som trappegavle eller med barokinspirerede eller klassicistiske former. De enkle facader dekoreres ofte med pilastre og medaljoner, festoner eller små karnapper i kontrastfarver. Blandt periodens typiske elementer ses lunetteformede vinduer, balusterdukker under vinduerne og friser med meanderbord eller tandskåret mønster. De tidstypiske vinduer har to buer, med tre ruder i hver. og males grønne, brune eller rødbrune. Tagene beklædes med tegl eller blik. Portene har en lakeret glasdør, der ofte markeres med stenindfatninger. Trappeopgangene er typisk farverige og rummer store felter og kunstværker med motiver, som krukker med planter, frugtkurve eller stiliserede blomsterranker.
Den nye stil har stor gennemslagskraft i villaerne, takket være katalogerne. Stilen præges af lys og lethed, gennem enkle volumener og en symmetrisk struktur. Villaerne kendetegnes af lodrette paneler med dæklister og varierende farvesammensætning, ofte i hvid, grå eller gul. Blandt de mest almindelig dekorationer ses hjørnepilastre og lunettevinduer. I det sydlige Sverige, bliver murstensfacaderne også almindelige. Pudsede facader males i lyse, varme farver. Mange huse har skodder.
Den gamle borgmestergård, Äppelviken, Bromma, 1920'erne
Arbejderboliger i Helsinki, 1920'erne
1920'ernes bolig
I løbet af 1920'erne stiger boligstandarden, selv i de mindre arbejderboliger. Størrelsesforskellen mellem arbejdernes og borgerskabets villaer er ikke længere så stor. El, radio, telefon og køleskab bliver mere og mere tilgængelige for de fleste. Man begynder også at bygge badeværelser med WC, i første omgang i husets kælder. Standarden i køkkenet stiger også i løbet af 20'erne. Der kommer både varmt og koldt vand ud af hanerne og både marmorbordpladerne samt køkkenskabene er fabriksfremstillede. Den fine stue står ofte tom og ren og bruges kun ved højtiderne.
Boligernes faste indretning emmer af enkelhed, der adskiller dem fra tidligere årtier. I de dyrere hjem, indrettes stuer, gange og trapper ofte i en tidstypisk stil, med søjler eller pilastre, der for eksempel omkranser døråbningerne. Værelserne indrettes med elegante møbler, i træsorter som birk og elm, og oplyses af elektriske armaturer. Masseproduktionen af husholdningsartikler spreder kunsthåndværkets skønhedsidealer, under begrebet "smukkere hverdagsting". Mønstret tapet, snedkerarbejde, mørkbejdsede stilmøbler og brogede tekstiler kommer i en afdæmpet farveskala, som skaber en tidtypisk ro. Lofterne pudses og males hvide, med en loftroset i midten, og gulvene laves med parket eller linoleums. Tiden gør Carl Malmsten kendt, som møbeldesigner. Han skaber stilrene, enkle træmøbler, der bliver et must i det svenske folkehjem, i det 20. århundrede.
Vindue 1920'erne
I løbet af 1920'erne er alle vinduer ens og inspireret af antikken og de klassiske idealer. Det periodetypiske trævindue beklædes med harpiksrigt kernetræ, med to fag, der har tre sprossede ruder. Sprosserne får en simpel kvarts- eller ægformet profil. Vindueskarmene er indadgående, med flere fag, og lukket med en espagnolet. Glasset er tyndt og har svage lysbrydninger. Træværket males hvidt, råhvidt eller gråt, men ses også i grågrønne, blågrå og brune nuancer. Facaderne udsmykkes desuden med dekorative lunetteformede, runde eller ovale vinduer.
I løbet af 1920'erne, er flerfamiliehusenes vinduer væsentligt lavere, end tidligere årtiers. Det skyldes især lejlighedernes sænkede loftshøjde. Statens Byggnadsbyrå udgiver i 1923 mønstertegninger til vinduer. I villaerne er førstesalens vinduer mindre og mere firkantede, så der er bedre plads til dem. Villaernes vinduer males råhvide, lysegrå og grønne.
Facededøre – 1920'erne
Man ser tydeligt, at 1920'ernes klassicisme søger mod klassiske idealer, når man kigger på dørene, som udgør en vigtig del af de ellers sparsomme facader. Normalt sættes døren centralt, med en symmetrisk karm af udhuggede sten, hvor dekorationen består af klassicistiske ornamenter. Selve døren er en enkelt- eller en dobbeltdør, med glas og vindue for oven. Ruden har profilerede sprosser, der dekoreres med forskellige udsmykninger. Dørene lakeres eller bejdses, og kan også være mørkbejdsede. Dørbladenes nederste del forsynes ofte med udskæringer, der ligner blomster, skaller eller glatte rondeller. Dørene åbner indad og har messinggreb.
Villaernes hoveddøre males ofte råhvide, brune, grågrønne eller engelsk-røde. Det bliver efterhånden populært at forsyne dem med runde ruder og de får ofte enklere træfyldninger, med paneler og plader. I 1923 udgiver Statens Byggnadsbyrå mønstertegninger til døre.
Trappeopgang – 1920'erne
I løbet af 1920'erne, kommer interessen for det klassiske formsprog retur, og man ser det i trappeopgangenes udsmykninger, med varierende grader af klassicistiske motiver. De stærke farver er populære, og det friere syn på maleri accepteres. Det er almindeligt, at væggene opdeles i malede felter og dekoreres med små kunstværker, enten i relief eller maling. De typiske motiver er krukker med planter, frugtkurve eller stiliserede blomsterranker. Gulvene og trapperne består ofte af kolmårds- eller hvid marmor. Lofterne males med dekorativ maling i entréen.
Trappegelænderne kommer ofte i sortmalet smedejern, der dekoreres i varierende grad. Langs opgangens ydervæg, er der rundt trægelænder med drejede knopper, rustfri beslag og en rund afslutning. Man får også lavet håndtag af smedejern. Elevatoren placeres i midten af spindlen, som består af et trådnet med elevatordør, der forsynes med geometriske mønstre i klassicistisk stil. Den kan også bygges ind i væggen, overfor trappen.
Den har ofte et vindue eller en glasdør med klart glas, der fører til fælles bankebalkon.
Enkeltdøre med karm og fyldninger fører ind i lejlighederne. Normalt delt med tre eller fire fyldninger. Dørene udføres i eg, mørkbejdset eller åremalet. Over dørene, ser man ofte et dekorativt maleri. Dørene, samt deres beklædninger og sokler udformes på samme måde som dem, der er inde i lejlighederne. Håndtagene bestilles fra låseproducenternes kataloger. I denne periode, er posthorngrebet (fra begyndelsen af det 19. århundrede) populært. Messingklokkerne placeres på dørbeklædningen, mens der sidder en glat eller enkelt udformet messingbrevsprække i dørbladet.
Opgangen har elektrisk belysning, både i entréen og på hver etage. Enten med en pendel eller et armatur, der sidder på fast sokkel, midt i loftet. Placeringen markeres ofte med maleri eller en loftroset i stuk. Der findes et stort udvalg af armaturer, designet i både klart glas eller råglas, med smedejernsrammer. Stjernen er en helt almindelig dekoration, i de hvide skærme.
En nyhed i 1920'ernes trappeopgang er affaldsskakten.
Lamper og belysning - 1920'erne
I 1922, har 80 % af stockholmerne elektrisk belysning derhjemme.Hjemmets lyspunkter udvides og både bord- og gulvlamper er populære. Vores gulvlampe, Gullberg, er klassisk for perioden.
Hvad angår lampernes overfladelegeringer, bliver forniklet messing meget populært i løbet af 1920'erne, ikke mindst i de neoklassiske inretningsmiljøer. Selv modernismens fortalere, i 1930'erne og frem, mener ofte, at den blanke messing er for prangende og foretrækker i stedet forniklede lamper. Historisk set har gult metal, altså ubehandlet messing, dog været den klart mest almindelige overfladebehandling. Ikke mindst fordi lyset reflekteres på en varmere og hyggeligere måde, sammenlignet med det kolde hvide metal.
I løbet af 1920'erne, begynder man at bruge den metalbeklædte Kuhloledning Det blev allerede opfundet i 1905, af den tyske kraftværkschef E. Kuhlo. Men det var først ved slutningen af Første Verdenskrig, at knopledningerne (snoet stofledning og isolatorknopper) blev skiftet ud med Kuhloledninger. Det er først i 1930'erne, at man gemmer ledningerne væk, inde i bylejlighedernes mure. Væggenes gennemgange består af porcelænsrør. I løbet af 1920'erne, satte man stadig elektriske ledninger, kontakter og stikkontakter direkte på væggen.Mange afbrydere og stikkontakter laves nu af bakelit, selvom de fleste har porcelænsafbrydere.
Ved etageejendommenes hovedindgange finder man alle mulige former for belysning. Normalt sidder de på et smedejernsbeslag, med klare eller matte glas. I villaerne består udendørsbelysningen normalt af kugler af mat glas.
Gulv – 1920'erne
Plankegulvene kommer i fyr eller gran, som enten lakeres eller får linoleum på. De mest almindelige mønstre er påtrykte parketimitationer og blomstermønstre. Overfladen lakeres og beskyttet mod slid. Stuerne får parketgulve med egetræsstave i varierende mål. Det mest populære mønstre er sildebensmønster med en frise langs væggene.
Tapet - 1920
I løbet af 1920'erne, beklædes alle hjemmets vægge med tapet. Primært består de af periodetypiske, geometriske mønstre, der kombineres af linjer, cirkler, trappeformer og stiliserede blomster. Man bruger typisk mørkere farver på en brun-beige baggrund. Tidens nye mønstre tegnes af klassiske ornamenter på en ensfarvet baggrund, gerne en rolig grøn nuance. Mange mønstre inspireres også af Orienten. Tapeterne designes ofte af berømte svenske kunstnere og arkitekter.
Træværk - 1920'erne
I løbet af 1920'erne, er gulvsoklerne ganske lave og har en enkel profil, ofte med rokokoform. Dør- og vindueskarme bliver endnu smallere end i 10'erne, normalt mellem 7-9 cm. Profilerne er endnu enklere og ofte pæreformede.
De tidligere brystningspaneler findes stadig, men erstattes så småt af lavere, smallere gulvsokler, med en enkel profil i klassicistiske former. Brystningspanelerne følger med ind i 1930'erne, men opfattes snart som forældede og udskiftes eller dækkes med masonit.Tyvernes træværk åremales i en brun-beige farve eller males råhvidt.
Fra og med funktionalismens indtog i 1930'erne, anvender man glatte lister, helt uden profiler.
Stuk - 1920'erne
Stuklister, loftrosetter og mange andre ornamenter fremstilles i store mængder på stukatørens værksted og monteres på stedet. Håndværket komerm til Sverige i 1500-tallet og vokser gradvist. I slutningen af 1800-tallet, bruger man mange formsprog på én gang, alt efter hvad rummet blev brugt til. I løbet af 1920'erne bliver formerne enklere og mere stilrene. De fleste lofter er helt glatte, med en blød runding mod væggen. Den hvide loftfarve går 20-30 cm ned ad væggen, hvor tapetet begynder. Overgangen dækkes med en træliste eller tapetbord. Armaturets placering markeres med en simpel loftroset i stuk Luksuriøse, større lejligheder og villaer har fx lofter af umalet træ, der deles i kassetter. Villaens lofterne får udspændt pap og kalkes med hvid limfarfve. Loftslisten udformet som en hulkeliste
Døre - 1920'erne
I løbet af 1920'erne, har de fleste indvendige døre samme design, når det gælder antallet af fyldninger og deres placering. Det er populært at bruge tre eller fire spejle, med samme størrelse. Døren mellem entréen og køkkenet har ofte lysindtag, som sender lyset ind i den vinduesløse entré. Skydedørene er fortsat populære mellem stuerne og giver flere indretningsmuligheder. Dørhåndtagene er enkle og forniklede, med separate nøgleskilte, selvom man også stadig ser langeskilte. En af årtiets nyheder er det spoleformede print, med en kant af sort træ. Karmene og soklerne er smallere end før og med færre profiler. Hele lejligheden har identiske karme, både om vinduer og døre. Døre og træværk males i en mørk brun-beige, eller matgrøn farve. Og mod årtiets slutning bliver lettere, råhvidt snedkerarbejde mere almindeligt.
Ildsteder – 1920'erne
I løbet af 1920'erne får centralvarmen sit gennembrud. Det bliver efterhånden populært at placere pejse i entréer eller finere rum, enten midt på væggen eller i et hjørne. Det gælder både større etageboliger og villaer. Den tidstypiske pejs har lige linjer og indfatninger og beklædes med kakler eller marmor. Man ser fx ofte en muslingeskal.
Køkken – 1920'erne
Standarden i køkkenet stiger i løbet af 20'erne. Der kommer normalt både varmt og koldt vand ud af hanerne. Der begynder at dukke rigtige køleskabe op og både marmorbordplader og køkkenskabe fabriksfremstilles. I løbet af 1920'erne, begynder man at designe lettere køkkener i private hjem og bylejligheder, som brugeren, der er husets hustru, selv udformer. Det er på det tidspunkt, at køkkenoverskabene bliver almindelige, selvom den standardiserede form varer lidt endnu Størrelsen på køkkenet falder løbende, man begynder at introducere små hjørnekøkkener. Det reducerede køkkenareal skyldes lancering af semi-tilberedt mad, mens husmoderen bruger mindre og mindre tid i rummet.
Interiøres laves af massivt træ, men har, ligesom årtiets stilideal, simplere profiler. De lyse køkkener bliver mere populære, gerne i beige eller lysegule toner med blank linoliemaling. Væggenes fliserne bliver mindre og går mere mod den glatte firkant. Fliserne lægges ofte kant til kant, uden fuge.
1920'ernes skuffer bruger skålformede, forniklede greb .
Hygiejne - 1920'erne
I 1920'erne begynder man at lave lejligheder og villaer med vandklosetter og badeværelser, der ofte placeres hver for sig. Det er formentlig HSB, gennem Sven Wallander, der bidrager til, at badeværelset får folkelig gennemslagskraft, fordi de mente, at badeværelset skulle være en del af boligernes standardudstyr. Der går dog lang tid, før badeværelset bliver standard i det svenske hjem.
Badeværelserne udstyres med fritstående badekar, der i stigende grad går mod et mere enkelt design. Vægge og gulve beklædes typisk med fliser, som beskytter mod vandet. De mest populære fliser var hvide eller farvede fliser, i mørkerød, mørkeblå eller grøn. Alle rør er overflademonterede og frem til slutningen af 1920'erne er har toiletterne høje cisterner .
