Generelt om nationalromantikken
I løbet af 1910'erne, blev den tidligere fremherskende jugendstil erstattet af en ny arkitekturstil, kendt som nationalromantikken. Gradvis afløses jugendstilens bløde former, som anses for kunstige, af en "ægte og ærlig" arkitektur, baseret på ældre svenske byggetraditioner. Nationalromantikken opstår som en nationalistisk gren af romantikken og optræder i de fleste lande, fra slutningen af 1800-tallet, primært inden for kunst, litteratur og musik. I Europa, kulminerer den tidligere urolige situation med Første Verdenskrig 1914-1918, og de fleste europæiske lande udvikler deres egen nationalromantiske stil. Nationalromantikken bygger på en romantisk forestilling om den ægte, trygge og velkendte, hjemlige byggekultur. I Sverige, fremhæver man sin egen hjemby, mens Gamla stan, Visby og Vasa Slot også ses som inspiration, mens ældre middelalderbygninger og detaljer vinder interesse. Stilen inspireres også af tyske, danske og engelske forbilleder. Eksempler fra denne periode er grundlæggelsen af Skansen samt Nationalmuseet i Stockholm.
Efter krigens udbrud, præges Sverige af arbejdsløshed og mangel på byggematerialer. Boligbyggeriet stopper, og boligmanglen stiger. De bygninger, der opføres, har store lejligheder af høj standard og bygges af entreprenører eller boligforeninger. Villabebyggelsen er derimod efterspurgt, da man prøver at løse fødevarekrisen ved at dyrke sine egne grøntsager. Det er dog uopnåeligt for de fleste. De villaer, der stadig opføres, bygges gennem ejerboligbevægelsen, almennyttige foreninger og ejendomsselskaber. Husene præfabrikeres i nogen grad og markedsføres gennem annoncer og villakataloger.
Stilens udtryk i facaderne
Den nationalromantiske stil kendetegnes af dominerende tunge, lukkede facader af mursten eller puds, med høje, stejle tegltage, der knyttes til Vasa-periodens borge. Den nøgne mursten maskinfremstilles og brændes, så den ligner en gammel, håndlavet mursten. For at forstærke det oprindelige udtryk, sætter man ofte synlige, dekorative ankerjern på facaderne. Andre dekorationer, er udskårne stenfigurer, kakeldekorationer, bølgebånd eller malede felter i dæmpede farver. Normalt forsynes facaderne med kantede karnapper på dekorative stenkonsoller, og balkoner med gelænder af natursten eller smedejern. Husene står på en naturstensokkel, som ofte består af groft tilhuggede natursten Dørene er ofte påfaldende små og omgivet af en tung karm af tilhuggede sten. Vinduerne er let sprossede, så de ligner middelalderens blyindfatninger. De males hvide eller brune og kommer i forskellige størrelser, der sidder uregelmæssigt på facaderne. I de nationalromantiske opgange ser man fantasifulde og legende motiver, som for eksempel ranker, riddere og nisser, i diskrete blålilla og blågrønne farver.
I denne periode, kan man groft sagt dele villaerne op i tre typer; en almueinspireret træarkitektur med stejle tegltage, pudsede villaer med overetager med tjærebrune paneler eller falurrødt, malet træ og villaer med tunge teglfacader, mønstrede murstensdetaljer og altaner med smedejernsrækværk. Vinduerne er generelt småsprossede og mindre end tidligere, hvilket skaber et gammeldags indtryk, og forsynes fortrinsvis med skodder. Den falurrøde farve er populær på træfacader, ligesom en tjæreolie, der giver en brun-sort eller mørkebrun farve. Pudsede huse er ofte lyst okkergule eller gråhvide.
Villa Mullberget på Djurgården i Stockholm. Byggeår 1909.
Den nationalromantiske bolig
I løbet af 1910'erne, begynder arkitekterne og kunstnerne for første gang at interessere sig for boligindretning, praktiske og smukke boliger til alle samfundslag. Boligudstillingen 1917, på Liljevalchs i Stockholm, får stor betydning og viser, hvordan små boliger sagtens kan indrettes på hyggelige måder og med billige møbler.
Den tekniske udvikling fortsætter, blandt andet takket være det elektriske lys, som bliver standard i stenbyen og i de større villaer. Centralvarmen, vandklosetterne og badeværelser i de større lejligheder og villaer bidrager til en helt ny boligstandard. Elektriske komfurer og støvsugere tegner årtiets nye, teknologiske landvindinger.
I de luksuriøse miljøer, domineres indretningen af det romantiske historiesyn, med inspiration fra vikingetiden og middelalderen. Det ses primært gennem de malede træpaneler i loftet, de hvidkalkede vægge, ru trægulve og rustikke faste siddemøbler, dybe vinduesnicher og trapper. Man bruger ofte eg og mahogni, mens et billigere alternativ er mørkbejdset fyrretræ. Selvom der installeres centralvarme mange steder, suppleres den med kakkelovne. I de store boliger, bygger man åbne pejse for at minde om fællesskabet omkring de tidligere tiders åbne ild.
Væggene dekoreres med håndvævede tekstiler i lyse farver, ofte med oldnordiske motiver, men lofterne typisk har håndsmedede lysekroner. Når det gælder hverdagsting, slår stilen ikke igennem på samme måde, som jugendstilen gjorde.
Vindue 1910'erne
Nationalromantikkens middelalderlige forbilleder afspejles tydeligt i vinduerne. For at efterligne de små, gammeldags blyindfattede glasåbninger, forsynes vinduerne med små sprosser. Den udvendige side får små sprosser med S-formet profil. På trods af de tætte sprosser, slipper vinduerne meget lys ind, takket være det fine snedkerarbejde på stolper, karme og buer. Vinduet udformes med to eller tre fag, med lige top og indadgående, sammenhængende buer. Villavinduet går ofte udad. Vinduerne lukkes med en espagnolet. Snedkeriet udføres i udvalgt, harpiksrigt træ, der er beklædt med linoliemaling. Og for første gang, i bymiljøet, er det hvidt. Det males også brunt, mens de pudsede facader får en råhvid nuance.
Udover ovennævnte vinduer, bruger man også buede vinduer til dekorative formål. De ses normalt med en midter- og/eller tværstolpe. Villaerne har til gengæld små, diamantformede vinduer.
Facededøre – 1910'erne
Nationalromantikkens døre skal opfattes som små, asymmetrisk anbragte, ofte tilbagetrukkede og nærmest gemt væk. Det er almindeligt at sætte et buet vindue over døren, for at sende lys ind i opgangen. Døren er en massiv dobbelt- eller enkeltdør i eg, der klarlakeres eller ferniseres for at vise materialets autenticitet. Dørbladet har ofte et rombeformet reliefmønster, men man ser også detaljerede værker, inspireret af naturen. Døren forsynes normalt med en mindre, udskåret glasåbning og dørgrebet er rustikt og kunstnerisk udformet. Håndtagene udformes i messing, bronze eller hamret jern og med bl.a. dekorationer fra dyre- og planteriget.
Trappeopgang – 1910'erne
I de nationalromantiske trappeopgange, kommer det romantiserede historiesyn til udtryk gennem overvældende udsmykninger. Det er almindeligt, at helt glatte overflader males med fantasifulde, legende motiver, som for eksempel ranker, riddere og nisser, i kedelige blålilla, blågrønne farver, som giver et næsten specielt indtryk. Malerierne udføres af kunstnere eller professionelle malere, selvom de ikke signeres. Der er også mørkbejdsede paneler og blank stucco lustro på væggene. Loftmalerierne er ofte mere matte, fordi kalkmaleriet males på tør puds, og teknikken kaldes al secco. Loftsbelysningen indgår i selve motivet.
Gulve og trapper laves normalt af naturligt kolmårdsmarmor eller kalksten. Det lægges normalt som et gittermønster på gulvet. Opgangene har, som i de tidligere årtier, blyindfattede vinduer, selvom det klare glas bliver mere og mere almindeligt i takt med, at tørklosetterne forsvinder fra gården.
Hovedtrappens gelændere er mere overdådige og laves ofte af kraftgere træ eller messing. På plantegningen kommer de enklere gelænderne i rundt træ eller skålformet træ. Trappegelænderet har normalt trærækværk med drejede stolper. Hjørnestolperne har typisk riller og en rund top.
Det bliver mere og mere almindeligt, at lejlighederne får enkeltdøre, også i de mere luksuriøse lejligheder. Store lejligheder har dobbeltdøre til herskabet og enkeltdøre til tjenestefolket. Rigtig store lejligheder har dog en separat opgang til tjenestefolket. Dørbladene er af egetræ, med dekorative hængsler, og bejdses for eksempel i mørke toner, hvis ikke de åremales eller males fuldstændigt. Karmenes og soklernes design matcher lejlighedernes. Dørklokker og brevsprækker får bløde former og laves i messing, bronze eller hamret jern. I begyndelsen af årtiet, sidder dørhåndtagene på langskilte med kraftige greb, mens de, hen mod slutningen, får separate nøgleskilte.
Elevatorskakten placeres i trappespindlen og udformes med gennemsigtigt net og elevatordøre med stram udsmykning. Elevatorstolens beklædes med træpaneler, der for eksempel åremales.
Nationalromantikkens trappebelysning består ofte af hængelamper af smedejern, med farvet råglas. Glaskuplerne slibes og hænger frit eller monteres direkte på loftet, med en messing- eller smedejernssokkel.
Lamper og belysning - 1910'erne
I Stockholm, er det kun omkring 20 % af indbyggerne, der har elektrisk belysning i 1910. Foran etageboligernes lidt forsænkede døre, hænger der ofte en elektrisk lampe af smedejern og glas. Villaernes facader har fx armaturer af kobberplader med gult, presset glas. Selv gadenumrene kan forsynes med belysning, enten i vinduet, over døren, eller med en lampe, af kobberplade, der sættes på facaden.
De mere overdådige indretninger får faste loftarmaturer med blottede pærer, der sidder i hallensværelsets hjørner og integreres i interiøret.
De elektriske ledninger er synlige, snoede stofledninger, der sættes fast på porcelænsisolatorer i lofter og på vægge. Alle afbrydere og stikkontakter er vægmonterede og sidder på træplader.I 1908, patenterer man bakelit, der hurtigt bliver populært i de elektriske produkter, på grund af varmebestandigheden og de gode isoleringsegenskaber, udover at det er billigere end porcelæn. Når det gælder afbrydere, eksisterer porcelæn og bakelit side om side i mange år og er lige populært i de første årtier af det 20. århundrede.
I løbet af 1910'erne er det almindeligt at antikfarve messing for at give lamperne et gammeldags udseende.Før der kommer wolframpærer, i 1910'erne, bruger man mest klare glasskærme i loft- og væglamper. Glasset slibes i mønstre, der bryder lyset og mindsker blændingen. Det mest almindelige mønster er et gittermønster, typisk med en slebet stjerne i bunden af glasset.
I løbet af det 20. århundredes to første årtier, bliver det også populært med blæst og bobleglas, det såkaldte krokodilleglas . Før man lancerer de stærkere wolframpærer, i 1910'erne, dukker det opalhvide glas kun op i åbne skærme, hvor man gerne vil dirigere lyset, som i den opalhvide skomagerskærm. Med de stærkere pærer, følger også behovet for at sprede lyset, uden at blænde. Og det gøres bedst gennem opalhvidt glas.
Tapet - 1910'erne
Under Første Verdenskrig, ændrer tapetmoden sig. Småmønstrede tapeter, med små blomsterbuketter, bliver meget populært og spreder trivsel fra 1915 og frem. Man lancerer storstilede art deco-mønstre, med kraftige, sorte konturer og klare farver, gerne med fugle på. Det mørke gobelintapet er stadig populært i den overdådige spisestuen, og i salonen kommer der tapet, der imiterer skinnende silkestof i lyse farver. Soveværelserne præges af lyst tapet med blomster
Træværk - 1910'erne
I løbet af 1910'erne, danner trævarefabrikkernes prislister ofte grundlaget for snedkerarbejdet. Karmene er noget enklere, sammenlignet med tidligere årtier. Den normal bredde er omkring 10 cm. Nu bliver det også populært at bruge dobbeltsidede karme, med samme profil på begge sider. I køkkenet og spisestuen er perlestafpanelerne populære. Gulvsoklerne er ofte relativt høje, med en enkel profil. Den typiske højde er 14-17 cm, med nogle enkle afrundinger i toppen eller nogle små udfræsninger på den øverste tredjedel.
Stuk - 1910'erne
I stenbyens lejligheder er lofterne malet hvide, og i overgangen mellem væg og loft er det i stigende grad almindeligt med en blød, pudset hulkeliste og enkle stuklister. Den hvide loftfarve trækkes lidt ned ad væggen. Man ser også trælofter, der laseres og ligner middelalderligt træværk, i ægte nationalromantisk ånd. I villaerne er det almindeligt at papspænde og hvidlime loftet, med en simpel tagliste.
Døre - 1900- og 1910'erne
Boligerne udstyres, som i tidligere årtier, med dobbeltdøre til stuerne og enkeltdøre til de øvrige rum. Dog ser man nu skydedøre, som skaber store sammenhængende rum og imødekommer kravet om mere lys og luft i lokalerne. Dørenes fyldninger varierer både i antal og placering. En populær variant har seks fyldninger og store spejle. Dørene males typisk råhvide, mens dem til spisestuen ofte åremales eller ligner eg. Dørene omgivet af karme med sokler, som udformes efter jugendstilens idealer. Man ser typisk bløde, relativt simple former, som en bølgende S-form eller tre parallelle linjer. Under nationalromantikken, i 1910'erne, bruger man også lige karme, med samme profil på begge sider.
Dørhåndtagene fås i flere forskellige varianter. Man ser stadig de ældre, kegleformede dørhåndtag, mens de nye kommer med bløde messingformer, ligesom man ser håndtag af forniklet stål. Håndtagene sidder ofte på langskilte, med buede, periodetypiske former.
Ildsteder – 1910'erne
Som en del af det nationalromantiske ideal, murer man åbne pejse i de større boliger. Da husene nu typisk varmes op med centralvarme, er der ikke længere brug for kakkelovnene, hvorfor man i stedet bygger en hyggelig pejs. Pejsen skal minde om gamle tider, hvor man samlede sig om den åbne ild. Pejsene placeres ofte midt på væggen, i en rummelig hall eller i stuens hjørne. Pejsen designes med en indfatning, der enten pudses eller beklædes med marmor.
På grund af krigsårenes brændselsmangel, supplerer man ofte centralvarmen med kakkelovne, som står i de enklere rum. Nationalromantikkens kakkelovn er både rund og flad, med enkle blomsterranker på visse dele af ovnen. Der findes også ensfarvede ovne, i lysegrøn eller blå, med kakler i relief. De kasseformede kakkelovne med tilspidset top er noget af det nye.
Køkken - 1910'erne
I arbejderboligerne, er køkkenet samlingsstedet for madlavning og socialt samvær og fungerer også som soveplads. Det er ikke usædvanligt, at hele familien bor i rummet, inklusive dens lejere. Her samles folk om brændekomfuret, eller ved kakkelovnen med varmeskab, og rundt omkring i lokalet er der måske skabe eller åbne hylder til redskaber.
I de luksuriøse lejligheder og villaer, ser det anderledes ud. Her er køkkenet en ren arbejdsplads, der har egen adgang, så køkkenbude, tjenere og nogle gange selv husstandens børn ikke skal gå ind gennem den fine entré. Herskabet sætter ikke benene i køkkenet, og for ikke at blive forstyrret af al rodet og madosen, placeres køkkenet altid ud mod gården, eller nordpå, så langt fra de fine rum som muligt. Der går en serveringsgang fra køkkenet og til spisestuen. Serveringsgangen har høje, flotte indbygningsskabe med underskabe til større redskaber, bestikskuffer og overskabe med service og porcelæn, glas og terriner. Der kan også være et lille arbejdsområde til opsætning og en lille bordplads med en vask.
Inde i køkkenet, står gryderne og værktøjet dog på åbne hylder eller hænger i kroge. Mad og krydderier placeres i spisekammeret, ofte lavet af perlestaffiner, som står op ad ydervæggen, med et vindue eller en udluftning, som er en måde at holde kulden på. I køkkenet, eller i et nærliggende rum, er der også et isskab, hvor ismanden løbende afleverer isblokke.
Maden tilberedes på en lav disk/arbejdsbænk med underskabe og bordplade af carrara-marmor. Marmoren er en fremragende overflade til håndtering af mad og efter middagen vasker man redskaber og service i en balje, der står på bænken, hvilket forklarer dens lave højde. Langs vasken ses en stænkskærm, der, ligesom bordpladen, fx er lavet af marmor eller zink. Omkring 1910, kan den også bestå af opalglas. Hvis bænken kun bruges som arbejdsbænk, er den ofte af rent træ, eller eventuelt olieret. Der findes en vask i køkkenet, men den bruges kun som afløb. Vasken kan både være omgivet af zinkplade eller emaljeret støbejern.
Køkkenet er udstyret med et højt, væghængt skab, der åbnes med nøgle. Køkkenets hjerte består af brændekomfuret, der gradvist erstattes af gaskomfuret, fra begyndelsen af 1900-tallet. Man sætter kakler med affasede kanter rundt om den, uden fuger, og skal det være ekstra luksuriøst, forsynes kaklerne også med border og pilastre. (Mellemrummet forsegles med kridt, pigment og vand og senere med hvid flisefuge.) Køkkenet har lavere status end de fleste andre rum. Og mens stuerne forsynes med fint snedkerarbejde, sørger man for, at køkkenet er nemt at tørre af og holde rent. Væggene kan være glatpudsede, men det er især populært at beklæde dem og loftet med perlestafplader. Nogle vælger også at sætte tapet på. Træet dækkes eller males med de samme farver som resten af boligen.
I 1910'erne blev køkkenskabene malet zinkgrønne eller andre stærke "almuefarver" som blå og rød. Skabene åbnes med en enkel vrider og en ekstern låsemekanisme.
Hygiejne - 1910'erne
Nu udstyres nybyggede lejligheder og villaer ofte med eget vaskerum (toilet) med håndvask, toiletbord og badekar. Der varer dog helt frem til det 20. århundrede, før toiletterne bliver almindelige, da der var restriktioner på at koble toiletter til storbyernes kloaksystemer. Toiletbesøget klares for det meste på gårdens.das
For de fleste, består den daglige hygiejne stadig af at vaske hænder og ansigt med vaskekande og -fad. Man bader sjældent og sker det, er det i en balje på køkkengulvet eller evt. i et fælles badekar, i etageejendommens kælder. Hvis man har penge, kan man også besøge de offentlige badeanstalter.
Dem, der ikke får ført rindende vand til huset, henter vandet fra en brønd i gården, som så varmes på brændekomfuret. Den teknologiske udvikling gør, at renlighed og snavs danner en klar grænse mellem rig og fattig.
Det fritstående badekarer laves af støbejern, med fødder formet som løvepoter eller fuglekløer. Håndvasken har ofte separate varmt- og koldtvandshaner. Den er dyb og har en hævet bagkant, der beskytter mod vandsprøjt. Indtil 1940'erne, har vandhanerne ofte en porcelænsknop, med teksten varm eller kold. Rummet indrettes med keramiske fliser, kalksten eller marmor på gulvet. Væggene forsynes med perlestaf eller fliser og flotte messingdetaljer.
